Det er en kamp. Både en indre og en ydre. Som en uløselig arbejdsopgave på overtid. At få givet det sidste videre til den unge mand. At manuducere, nuancere, belære, opmuntre og opfordre.. Jeg tror, det er forgæves lige nu. Det er nok mest for mig selv. For at overbevise mig selv om, at alt er sagt og gjort. Og hvis ikke før, så i hvert fald nu.. Altså alt det gode og det rigtige.. Mine sidste opdragelser. Før han skal klare det selv..
Jeg er træt af at høre på mig. Mon også han er? Jeg irriteres over mine talestrømme, men jeg kan ikke lade være. Måske prøver jeg bare at udskyde det. Udskyde den dag han skal det hele selv. Dér hvor han selv skal træffe de store beslutninger, uden 'forældremyndighedsindehaverne-skal-underskrive'. Det er det sidste strå jeg knuger min hånd om..
Jeg tror også det er svært fordi jeg ved, at han vil gøre tingene anderledes. Han vil træffe nogle andre valg, end dem jeg synes han skal træffe.
Og det er her mit rigtige arbejde er.
Et arbejde, der handler om at give slip og nyde at han kan selv, at han er sin egen og at han derfor beslutter ud fra hans eget hjerte - ikke mit. Og er det ikke også det jeg har forsøgt at lære ham?
Jeg bør løse den opgave. Og skåne ham og mig selv, for de sidste kramp-agtige opdragelses-forsøg. Dét løb er løbet. Dén opgave er løst. Og når han er ude af teenager-der-er-døv-for-hvad-mor-siger-tiden, kommer der nye og andre ting jeg kan bidrage med til hans liv. Lige nu er der ikke mere. Lige nu er der tilbage at give slip.
Jeg giver det videre
Til gengæld har jeg fået en blogaward jeg kan give videre. Hele to faktisk, eller egentlig den samme, men fra to forskellige gode bloggere: Moster Majas og HausFrauBlau.
Tak for dén og for opmærksomheden :-)
Men det er jo lidt svært, det der med blog-awards.. Jeg kan godt blive lidt stresset på den der: åh-nej-jeg-hader-kædebreve måden.. Er der nu nogen ønsker, der ikke går i opfyldelse? eller får jeg 7 ulykkelige år, hvis jeg ikke sender den videre med det samme? Eller bliver jeg uvenner med alle mine veninder?
Og det er jo slet ikke det, der er meningen med blogawards. Idéen med blogawards er god nok.. Til gengæld vil jeg gerne have lov til at give den videre, på min egen måde :-)
Og det er når jeg løbende linker til andre bloggeres blogs, til deres indlæg fordi de er suveræne eller inspirerende eller viden-givende eller det hele på én gang. Og så vil jeg gerne anbefale alle blogs i min læseliste i højremargen. Jeg har svært ved at sige min dag er omme, før jeg har opdateret mit liv her.
Også Moster Majas og HausFrauBlau er at finde i listen :-)
Jeg er træt af at høre på mig. Mon også han er? Jeg irriteres over mine talestrømme, men jeg kan ikke lade være. Måske prøver jeg bare at udskyde det. Udskyde den dag han skal det hele selv. Dér hvor han selv skal træffe de store beslutninger, uden 'forældremyndighedsindehaverne-skal-underskrive'. Det er det sidste strå jeg knuger min hånd om..
Jeg tror også det er svært fordi jeg ved, at han vil gøre tingene anderledes. Han vil træffe nogle andre valg, end dem jeg synes han skal træffe.
Og det er her mit rigtige arbejde er.
Et arbejde, der handler om at give slip og nyde at han kan selv, at han er sin egen og at han derfor beslutter ud fra hans eget hjerte - ikke mit. Og er det ikke også det jeg har forsøgt at lære ham?
Jeg bør løse den opgave. Og skåne ham og mig selv, for de sidste kramp-agtige opdragelses-forsøg. Dét løb er løbet. Dén opgave er løst. Og når han er ude af teenager-der-er-døv-for-hvad-mor-siger-tiden, kommer der nye og andre ting jeg kan bidrage med til hans liv. Lige nu er der ikke mere. Lige nu er der tilbage at give slip.
Jeg giver det videre
Til gengæld har jeg fået en blogaward jeg kan give videre. Hele to faktisk, eller egentlig den samme, men fra to forskellige gode bloggere: Moster Majas og HausFrauBlau.Tak for dén og for opmærksomheden :-)
Men det er jo lidt svært, det der med blog-awards.. Jeg kan godt blive lidt stresset på den der: åh-nej-jeg-hader-kædebreve måden.. Er der nu nogen ønsker, der ikke går i opfyldelse? eller får jeg 7 ulykkelige år, hvis jeg ikke sender den videre med det samme? Eller bliver jeg uvenner med alle mine veninder?
Og det er jo slet ikke det, der er meningen med blogawards. Idéen med blogawards er god nok.. Til gengæld vil jeg gerne have lov til at give den videre, på min egen måde :-)
Og det er når jeg løbende linker til andre bloggeres blogs, til deres indlæg fordi de er suveræne eller inspirerende eller viden-givende eller det hele på én gang. Og så vil jeg gerne anbefale alle blogs i min læseliste i højremargen. Jeg har svært ved at sige min dag er omme, før jeg har opdateret mit liv her.
Også Moster Majas og HausFrauBlau er at finde i listen :-)
Uh- jeg tænker med gru på den der give slip opgave- at ikke blande sig- allerede nu har jeg svært ved at rumme Pernilles forfængelighed- hvad så med alle de andre betydelige ting... huh... nå men har læst at man kan opdrage til de bliver 6 år- så vi har lige et år mere at arbejde på... det skal være intensivt tror jeg... suk..
SvarSlet(er spændt på om jeg kan kommentere her idag- for det er glippet de sidste par gange..)
mht awards- pu ha- jeg har vist 4-5 stykker hvor den ækldste er flere år gammel- satser på et opsamlingsheat- en af dagene :-) og er iht dit indlæg superglad for at stå på din blogroll- :-) Hm sidder nu og tænker hvornår mine forældre gav slip- hmmm... nå Arbeit macht frei- siger lillehjernen...
God opdragelses-arbejdslyst det kommende år :-)
SvarSletDu har sikkert allerede udrustet ham godt til at klare sig. Børn husker det, de lærte som små (ved at se forældrenes handlinger) - ikke det, de får fortalt som store.
SvarSletJeg synes ihvertfald det er det, jeg har set omkring mig!
Åh hvor har du altså mange bekymringer - og jeg forstå dig så godt (har selv haft 2 drenge teenagere) Mine er nu 29 og 32 og jeg er ked af at sige det, og du har måske hørt det før, men nu hører du det så igen!
SvarSletSMÅ BØRN SMÅ PROBLEMER, STORE BØRN STORE PROBLEMER og det er faktisk sandheden. Jeg synes ikke bekymringerne om ens børn forsvinder som de vokser op, de bliver bare anderledes.
Men som jeg og andre siger til mig, så har du helt sikkert gjort det bedste du kunne og de fleste unger får heldigvis vinger der kan bære dem selv ;O)
Vi bliver som forældre nød til at give slip og prøve at nyde de små store vi har sat i verden.
Du får lige et mor til mor knus herfra!
Tak for råd og knus :-)
SvarSletMon ikke du allerede har gjort hele forarbejdet så han kan klare sig ? ;o)
SvarSletså han idag er i stand til at træffe de beslutninger der er rigtige for ham ?
jeg forstår godt din usikkerhed - det er svært at holde is i maven ..
opdragelse på nuværende tidspunkt har dog nok desværre modsat effekt :o(
vedr. blog-awards, så er det vist et tveægget sværd. Jeg plaskede ud i det lige som jeg var startet og fik tildelt en award. Anede ikke hvad det betød eller indebar, og skyndte mig at udnævne 5 andre blogs, jeg havde fået øje på. Ikke at jeg tror de blev specielt glade ;o) og jeg fik også lidt den der kædebrevs agtige fornemmelse, som du beskriver.
Du har helt ret - den bedste award/reklame vi kan give er at linke hos hinanden, og kommentere hos hinanden. Det gør det også lidt sjovere at være blog-læser.
hilsen Mona
Jeg har stadig forholdsvis små børn, men tænker lige som dig at indsatsen gøres, når de er små og så vælger jeg at stole på at de er rustet så godt at de kan træffe deres egne fornuftige valg:-)Men pu-ha processen med at give slip er svær!
SvarSletMed hensyn til blog-awarden er jeg ganske OK, med dit valg og begrundelse. Jeg har faktisk grublet en del over de her (kædebrevs-)awards, hvor jeg er nået til den beslutning, at jeg fremover hellere linker i mine indlæg til andre skønne blogs, men ikke længere er med på awarden-legen.
KH Marianne