Sider

fredag den 27. december 2013

Bror

I dag er det hans fødselsdag. Min Brors. Ham jeg savner. Ham der ikke længere er i mit liv - efter hans valg.

Han ville hade dette blog-indlæg. Men han ved ikke det findes og jeg skriver det ikke til ham. Jeg skriver det til mig selv. Fordi han, og fraværet af ham, er en del af mit liv. En del der af og til fylder meget og andre gange ikke fylder noget.

Og her for tiden, fylder det meget.

Min ældste søn sad og bladrede foto-albums hos mine forældre forleden dag. Og flere af os andre larmende familiemedlemmer kiggede med over skulderen, og pegede og grinede og fortalte anekdoter til fotografierne. Om tiden og personerne og hvad der blev gjort og sagt.

Undtagen ved fotos af Bror.

Men jeg ved at alle tænkte deres. Og hos os alle, gør det ondt. På forskellige måder. Jeg så hans træk og hans smil og hvor meget mine sønner ligner ham. Og hvor meget Bror og jeg ligner hinanden. 'De møllerske øjne' kalder min Far det. Men jeg husker ikke længere lyden og tonen af hans stemme.

Og mens den larmende familie larmede videre i rask trav forbi Bror, mærkede jeg bare hullet vokse. Hullet efter ham, der valgte os alle fra og en anden familie til.

Og af og til forstår jeg ham godt.

Jeg håber han er omgivet af mennesker der elsker ham. Og passer på ham. Og sætter pris på ham.
Jeg håber han trives og at han ikke savner mig lige så meget som jeg savner ham.
Jeg håber hans børn er raske og dejlige og at de bringer ham lykke.
Jeg håber hans hustru er der for ham.
Jeg håber han føler sig hel og i fred.
Jeg håber han lever i lykke med hans valg.

Hvad andet kan jeg gøre?

I dag er det hans fødselsdag. Min Brors. Og jeg sender ham tanker og kærlighed tværs over øen. Og selvom han ikke vil ha det, så sender jeg det alligevel.


fredag den 13. december 2013

Sådan kan en fredag også starte


Det var en morgen i regn i dag og mens lyset var ved at bryde frem på Nørregade, gik jeg og kiggende ned (bl.a. for at undgå vandpytter), på vej til job. Med hovedet fuld af tanker og planer og tanker der var alle andre steder henne, end lige dér.

Lige indtil jeg hørte sangen, som hører denne dag til. Og da jeg kiggede op, så jeg dem. Unger i Sankta Lucia optog.

Jeg ved ikke hvorfor, men det trak mig øjeblikkeligt til nuet og rørte mig et meget dybt sted. Det var som om tiden stod stille, mens børnene i hvidt, med lys i hænderne, sang. Og da de havde passeret, var dagen ny. Og jeg var ændret på et øjeblik. Fra at være 'ude af mig selv', fandt jeg hjem på et split-sekund.

Tak for det.

lørdag den 7. december 2013

Julerier

Blog-land flyder over af jule-tid. Blog-land er rød og fuld af søde sager. Og her kan jeg læse om og se på jule-ting og jule-hygge og jule-ønsker og jule-mænd og jule-idéer og jule-mode og alt-muligt-der-på-en-eller-anden-måde-har med julen at gøre.. og som er (= skal være) meget pænt og rigtigt.

Jeg ser ikke så meget om jule-fnidder og bøvl når der skal arrangeres hvor og hvem og hvorfor at jule-aften skal tilbringes. Og heller ikke så meget om dem, der ikke har nogen at tilbringe julen med. Og heller ikke noget om dem, der ikke har midler til at skabe denne pæne jule-illusion, der egentlig er både oppustet og temmelig dyr. Og slet ikke noget om dem, der mærker melankolien over julen, eller dem der rammes af sorgen, fordi der er et særligt menneske, der ikke længere er og som de derfor ikke længere kan tilbringe højtiden sammen med.
...

Jeg er med på illusions-holdet. Jeg har allerede brugt alt for mange penge og har endnu ikke en brøkdel af gaverne i hus. Og jeg klynger mig til håbet om, at familie-intrigerne forsvinder, så alle er lykkelige og tilfredse den 24. december. Og jeg laver konfekt med mindstemanden og insisterer på julemusik i baggrunden (han er heldigvis med på den værste :-). Og jeg arrangerer julekugler på fade (i farve-genrer) så de er klar til at pynte (det perfekte) juletræ. Jeg insisterer på at alle tre unger skal have fantastiske adventsgaver (der derfor også bliver alt for dyre). Og jeg arrangerer juleroser og mini-juletræer og engle udenfor min hoveddør. Jeg køber også en julegave til mig selv (måske to). Og har selvfølgelig også et jule-tema i år (blå, grå og sølv), der må gennemføres til sådanne ekstremer, at det endte med at noget af konfekten blev overtrukket af lyseblå chokolade (= oprindelig hvis chokolade + frugtfarve).

Og så har jeg sågar også hæklet et juletræstæppe:


OBS: Og det har ikke form af et kors! Det er helt symmetrisk - det er foto-vinklen den er gal med :-)

Er inspireret af Lutter Idyl, der hækler de lækreste ting og har den lækreste hækle-design-stil ever :-)  Hurra for hende!
...

Nå - jeg vil jule videre gennem december. Og imens huske mig selv på, at få gjort og givet til dem, der har mindre, eller til dem som har større jule-problemer, end jeg har. Og imens også øve mig på, at vise det frem som ikke er 'meget pænt og rigtigt', og i stedet vise noget af det, der også er sandt.