Sider

tirsdag den 23. august 2011

At sno sig om en pind 9

Er glad i gang med mit nye projekt. Også dette indeholder noget jeg ikke har lavet før: snoninger :-) Jeg elsker projekter med noget nyt i!

Det er længe siden at jeg har strikket på pinde større end 4½ - dette projekt kører på pind 9!
Så det bliver ikke til mange pinde ad gangen..

Men flot bliver det - og jeg glæder mig til at holde mig varm over vinteren. Har virkelig ønsket mig en varm lang sweater /cardigan - så denne er nærmest en gave til mig selv :-)


Trøjen er 'Frakke med snoninger' fra Navia nr. 4
Og garnet er Navia Trio i camel (farve nr. 35)

mandag den 22. august 2011

Det er en god dag i dag

I dag er min dag. Jeg blev vækket med kys, stearinlys, flag, kaffe og gave fra den smukkeste mand i verden. Jeg har taget fri fra arbejde. Jeg har fulgt den mindste i skole og sendt de to store afsted til gymnasiet. Jeg har lavet kaffe og hentet kit til mit nye projekt. For i dag må jeg godt slå masker op til et nyt - selvom jeg har fem andre projekter på pindene :-)


Havde lidt frygtet dagen i dag. Og nu mærker jeg, at frygten var helt unødvendig. Det er en dejlig dag.

Optakten til at blive 40 har været underlig.. Tanken om, at man ikke længere er "en kvinde i 30-erne", men én i 40-erne har tumlet i mit hoved. Og i snakken blandt veninderne, der som jeg, alle bliver 40 i år. Kan ikke rigtig finde ordene for det. Det er mere følelser. Men det er ok. For livet er godt ved mig. Og jeg kunne ikke være et bedre sted end her, hvor jeg er lige nu, og med dem jeg er her med.

Så med den udefinérbare frygt borte, vil jeg favne min dag og alt, hvad den bringer mig. Og jeg starter her under Københavns tag af skyer, med mit strik og mine stearinlys..

torsdag den 11. august 2011

Abekatterier

Så blev kjolen til Mille færdig, her forleden aften.
Heldigvis blev den rosa bund mellem stregerne mere tydelig, efter kjolen blev skyllet op og tørret:


Kjolen var dejlig at strikke og jeg er sikker på, at den har en super pasform :-) Det får jeg at se i morgen, hvor kjolen overrækkes til prinsessen.

Mønstret er 'Kjole til lillesøster' af Tora Frøseth.

Og så var der lige det med aberne :-) Jeg faldt en dag med tørstrikning over dette baby-tæppe på Ravelry: Abekattestreger / Sleepy monkey blanket. Og straks ville jeg ønske at jeg havde en baby og en lækker barnevogn! (Nå nej..) Men aberne ville jeg gerne bruge til noget. Så jeg tegnede et diagram ud fra billedet og vupti - så kunne kjolen få abe-kant:
 Kjolen samlet set:
Mon ikke Mille og Mor bliver glade?

Og så lige lidt om det garn jeg valgte... Jeg har strikket den i Ciao Trunte fra Hjertegarn. Og det er dejlig og blød merino uld. Men.. lidt træls at strikke, da det er lidt 'elastisk'. Måske derfor ser min glatstrik ikke så glat ud som den plejer? Eller måske kræver garnet lidt mere tid til at lade maskerne falde på plads? :-)
Så selvom garnet er lækkert, vælger jeg nok et andet garn til næste gang..

Og så er jeg i øvrigt gået i gang med den vest som Milles mor ønskede sig til Mille...


fredag den 5. august 2011

Lillesøsters abekatte-streger

Jeg fik gang i et strikketøj, så nu hviler hæklepinden lidt (gudskelov..)

Skulle strikke en vest, men fandt også en opskrift på Ravelry på en kjole. Den laver jeg først. Den skal være til lille Mille.
Det er 'Kjole til lillesøster' af Tora Frøseth - strikket oppe fra og ned og uden syninger. Så bliver det næsten ikke bedre! Jeg bruger to farver - og indsætter en bord med aber forneden på kjolen, lige før bund-kanten.


Milles mor og mig kan godt li aber :-)