I dag er det hans fødselsdag. Min Brors. Ham jeg savner. Ham der ikke længere er i mit liv - efter hans valg.
Han ville hade dette blog-indlæg. Men han ved ikke det findes og jeg skriver det ikke til ham. Jeg skriver det til mig selv. Fordi han, og fraværet af ham, er en del af mit liv. En del der af og til fylder meget og andre gange ikke fylder noget.
Og her for tiden, fylder det meget.
Min ældste søn sad og bladrede foto-albums hos mine forældre forleden dag. Og flere af os andre larmende familiemedlemmer kiggede med over skulderen, og pegede og grinede og fortalte anekdoter til fotografierne. Om tiden og personerne og hvad der blev gjort og sagt.
Undtagen ved fotos af Bror.
Men jeg ved at alle tænkte deres. Og hos os alle, gør det ondt. På forskellige måder. Jeg så hans træk og hans smil og hvor meget mine sønner ligner ham. Og hvor meget Bror og jeg ligner hinanden. 'De møllerske øjne' kalder min Far det. Men jeg husker ikke længere lyden og tonen af hans stemme.
Og mens den larmende familie larmede videre i rask trav forbi Bror, mærkede jeg bare hullet vokse. Hullet efter ham, der valgte os alle fra og en anden familie til.
Og af og til forstår jeg ham godt.
Jeg håber han er omgivet af mennesker der elsker ham. Og passer på ham. Og sætter pris på ham.
Jeg håber han trives og at han ikke savner mig lige så meget som jeg savner ham.
Jeg håber hans børn er raske og dejlige og at de bringer ham lykke.
Jeg håber hans hustru er der for ham.
Jeg håber han føler sig hel og i fred.
Jeg håber han lever i lykke med hans valg.
Hvad andet kan jeg gøre?
I dag er det hans fødselsdag. Min Brors. Og jeg sender ham tanker og kærlighed tværs over øen. Og selvom han ikke vil ha det, så sender jeg det alligevel.
Han ville hade dette blog-indlæg. Men han ved ikke det findes og jeg skriver det ikke til ham. Jeg skriver det til mig selv. Fordi han, og fraværet af ham, er en del af mit liv. En del der af og til fylder meget og andre gange ikke fylder noget.
Og her for tiden, fylder det meget.
Min ældste søn sad og bladrede foto-albums hos mine forældre forleden dag. Og flere af os andre larmende familiemedlemmer kiggede med over skulderen, og pegede og grinede og fortalte anekdoter til fotografierne. Om tiden og personerne og hvad der blev gjort og sagt.
Undtagen ved fotos af Bror.
Men jeg ved at alle tænkte deres. Og hos os alle, gør det ondt. På forskellige måder. Jeg så hans træk og hans smil og hvor meget mine sønner ligner ham. Og hvor meget Bror og jeg ligner hinanden. 'De møllerske øjne' kalder min Far det. Men jeg husker ikke længere lyden og tonen af hans stemme.
Og mens den larmende familie larmede videre i rask trav forbi Bror, mærkede jeg bare hullet vokse. Hullet efter ham, der valgte os alle fra og en anden familie til.
Og af og til forstår jeg ham godt.
Jeg håber han er omgivet af mennesker der elsker ham. Og passer på ham. Og sætter pris på ham.
Jeg håber han trives og at han ikke savner mig lige så meget som jeg savner ham.
Jeg håber hans børn er raske og dejlige og at de bringer ham lykke.
Jeg håber hans hustru er der for ham.
Jeg håber han føler sig hel og i fred.
Jeg håber han lever i lykke med hans valg.
Hvad andet kan jeg gøre?
I dag er det hans fødselsdag. Min Brors. Og jeg sender ham tanker og kærlighed tværs over øen. Og selvom han ikke vil ha det, så sender jeg det alligevel.
Trist historie på mange måder og så alligevel ikke. En fin måde at handle på når sådanne ting sker i familien. Tak fordi du lov os se ind til den del af dig. Og tillykke med ham.
SvarSletKærlige og varme tanker til jer begge!!
SvarSletDet er et uforståeligt valg han har truffet og umuligt at acceptere.
SvarSletJeg kan genkende din situation og sender dig et cyberknus.