Gå videre til hovedindholdet

Hvem siger alt skal være perfekt?

Sluttede november med sygdom. Sådan rigtig sengeliggende ynkelig sygdom.. og første uge i december stod den på hardcore kursus (troede jeg skulle dø allerede tirsdag eftermiddag!).
Så det er ikke svært at regne ud, at jeg har indledt julen så ganske perfekt uperfekt.. ingen julepynt, ingen adventsgaver til de tre unger og ingen overskudsagtig julehygge.. Jeg synes ellers jeg havde planlagt så godt..



Fik indhentet lidt i sidste uge så de tre dejlige børn har fået hver deres store adventsgave (for tre uger velsagtens) - tak skæbne for mine meget tålmodige børn :-)
Og julepyntet lidt, har jeg også fået gjort. I form af en 9 meter lang snor i et af stuevinduerne og et hav af mine smukke julekugler på rad og række.
Og englen hænger på sin plads flankeret af grønt fra et nyligt fældet træ i haven.
Så mon ikke jeg også når julegaver og julehygge?
Og strik..
..juleferien er reserveret til strik :-)

Kommentarer

  1. Jeg håber, du når både at strikke og hygge! Julen afhænger heldigvis ikke af alt det, vi synes vi ikke når.
    Englen er virkelig fin i grangrenen!

    SvarSlet

Tilføj en kommentar

Populære indlæg fra denne blog

No-name-poncho

Jeg byder klart december velkommen :-) Og i år ser det foreløbigt ud til, at jeg har lidt mere styr på tingene end jeg havde sidste år..

Og ellers er jeg landet med et nyt design. Er dog bare ikke helt færdig med renskrivningen af opskriften - men derfor kan jeg vel godt vise den lidt frem :-)


Oh jo - det blev en poncho - og jeg elsker den. Den er strikket i det nye garn Valmue fra Tante Grøn. Og det er så lækkert! Det fælder - jovist - men det gør absolut ingenting. Garnet er fantastisk at strikke op og herligt at iklæde sig (og dette er ikke et sponsoreret indlæg :-))

Jeg havde tre ønsker med denne poncho (som jeg endnu ikke har navngivet..):
1. Højhalset
2. Med struktur
3. Bevægelsesfrihed til armene

Sidstnævnte er løst sådan her:

Og det fungerer bare!

Så lidt decemberkulde vil ikke skræmme mig - den kan bare komme an, når efterårsvarmen svinder!

Novembernoter på falderebet

I følge min blog er november en meget kort måned. Sådan ca 4 måske 5 indlæg kort..Har søgt lidt desperat efter fotograferbare elementer omkring mig i disse dage. Og det har klart inspireret mig. Sådan ud i tanker om at alt man lægger ud vel ikke behøver at være lige smukt? For det er jo smukke billeder man normalt ønsker at dele på sin blog. Og naturligvis da. Især når det er en strikke blog :-)Og udfordringen er så nu i disse novembernoter at fange noget i verden omkring mig, der ikke nødvendigvis har med strik at gøre. Og det er altså ikke lige smukt hele tiden. Mine muligheder?
En mørk forhave (ligesom i meget mørk forhave), en computerskærm, et kundemøde, en våd rygehave ved kontoret, en træt familie.. eller en selfie der er gavmild med de sorte render under øjnene.. nej, vel?Så det blev den våde have på min arbejdsplads..

Strikketøjet der så gerne ville strikkes fri af pindene

Det går fremad, selvom tiden er knap til dette som jeg elsker mest at foretage mig..
Poncho Fall vers. 2.0 gør sig til, og glæder sig til at møde livet udenfor huset.


Hovedtanken bag Poncho Fall designet er, at man ikke skal fanges og fastholdes i masser af strik og med arme der er totalt u-funktionsdygtige - som man typisk gør i traditionelle ponchoer. Nej, i denne har man stadig arme og kan dermed både have en overjakke på, tage en taske på skulderen og holde én i hånden, uden man får spat af konstant af forsøge at finde liv og bevægelsesfrihed.

For at kunne frede det frie menneskes ret til armbevægelser, stopper jeg op et stykke efter skuldersømmen er lavet, og strikker resten frem og tilbage - først forstykke og siden bagstykke. Og selvom den jo så er åben i siderne, så fungerer det super optimalt - man får alt det gode fra en poncho, men ingen klaustrofobi.

Når jeg deler arbejdet, betyder det også at der må være kanter på hver side af begge stykker. I Poncho Fall vers. 2.0 er si…