Gå videre til hovedindholdet

En særlig dame

Er hun Ribs eller Brombær? Var i tvivl fra i fredags da jeg købte garnet og kunne ikke vælge, hvilken farve, der passer bedst til min mor. Fine kommentarer på mit blogindlæg fra Kirsten og Kirsten fik mig til at tænke.. Hvorfor valgte jeg netop disse to farver som valgmulighederne?
Og måske ved jeg godt nu, hvilken der mest er min mor..

Min mor er en særlig dame. På to måder.
Hun er noget ganske særligt for mange mennesker. For hun er en søster, en moster, hustru og mor. Og hun er svigermor og bedstemor. Og hun er dyremor for hendes haves dyr, hvor hverken fugle eller pindsvin går sultne fra. Og hun er nabo, der passer på huse når familierne, der bebor dem er på tur. Hun er der.

Og så er hun særlig, vil mange mene. Speciel og meget sammensat. Hun er på en gang skrøbelig som fin porcelæn og skarp i hendes mund. Og alt alt for ærlig.

Min mor er en sart dame, der lever i en verden, der ikke er blid ved hende. Det har den aldrig været. Derfor har hun en familie, der må være ekstra blid og hensynsfuld. Og det er vi.

Min mor er også en skrap dame, der ikke holder sig tilbage, med at ytre sin mening. Også der, hvor vi andre ville tie. Derfor synes verden nogen gange ekstra hård mod hende. Og hvis hun kunne holde igen og tie dér, hvor dét er en god idé, ville noget måske blive lettere for hende. Men det kan hun ikke. For det er sådan hun er.

Min mor kan være grov og stikkende - som brombærret og dets busk. Men hun er fin og sart som ribs'en. Et lille bær med en skrøbelig skal og hvor kun et let tryk får bærret til at briste.

Min mor er Ribs.


Kommentarer

  1. En rigtig sød og ærlig hilsen til din mor... eller til dine læsere om din mor. Jeg får i hvert fald et billede af det syrlige men sarte ribs:-) Glæder mig til at se de færdige sjaler/tørklæder.

    SvarSlet
  2. Jubii godt valg og smuk beskrivelse af en mor der er elsket!

    SvarSlet

Tilføj en kommentar

Populære indlæg fra denne blog

Når en plagsom ryg ikke kan stå i vejen for éns vilje

Så - nu står de for døren. Feriedagene altså.. Og selv om ryggen lider stadig, så er glæden stor :-) For med feriedage følger: eget tempo, egne sager, gode sysler, dimsen rundt og strik. Og dejlige aftaler, ikke mindst. Og kun meget lidt pligter :-)

Og så har jeg jo fået en ny bedste ven: Kiropraktoren. Det har været (og vil fortsat nok også være) en pinefuld omgang, det bekendtskab. Men hun gør et eller andet, der trods alt giver mig håb om et liv efter denne plage..

Hun hiver og flår og får det til at sige knæk. Også steder, hvor man tænker det måske ikke skulle sige knæk.. Men det føles befriende. Det føles som vejen frem. Hun er så afgjort min nye bedste ven.


Lidt strik ad gangen..
Jeg strikker på Line Break.. Jeg er på maaange masker nu og jeg har kun en 60 cm pind.. Tænker lidt på om den vil briste? Jeg vil strikke forsigtigt og håbe på, at pinden er bæredygtig..
(Line Break havde jeg luret på et stykke tid, men det var Unikarinas helt vidunderlige udgave, der fik skubbet garnet p…

Hækle-fotos-spam eller hvordan hækleriet overtog den kreative tid

Jeg rydder lidt op i mine fotos.. og finder heri et mønster over min kreative rejse, der jo har været lidt mager, det sidste halvandet års tid. Og så finder jeg, at helt mager har den heller ikke været. Jeg har ikke strikket (så meget), nej - men jeg har hæklet :-)

Jeg var jo igang med det gigantiske projekt i vinter / forår 2015, der bestod af en ukuelig mængde af olde-firkanter. Kæmpe arbejde, meget garn, virkelig flot resultat.

Så blev det lige vasket før det skulle tages i brug - og med vasken fik jeg flere huller i tæppet, end der var før vasken.. meget ærgerligt..



Reparerede på det dog og bruger det i dag som sengetæppe - i gæsteværelset. Det skal lige nævnes at det lå i skammekrogen et halvt års tid, før jeg fandt stoppenålen frem.

Og som skulle jeg råde bod på miséren, så fortsatte hæklingen. Kan ikke rigtig helt gennemskue rækkefølgen, men jeg har produceret klude og håndklæder og endnu et tæppe. Og sat mig ind i bomuldsgarnets verden, jeg ellers hidtil har holdt mig lidt fra…

Novembernoter på falderebet

I følge min blog er november en meget kort måned. Sådan ca 4 måske 5 indlæg kort..Har søgt lidt desperat efter fotograferbare elementer omkring mig i disse dage. Og det har klart inspireret mig. Sådan ud i tanker om at alt man lægger ud vel ikke behøver at være lige smukt? For det er jo smukke billeder man normalt ønsker at dele på sin blog. Og naturligvis da. Især når det er en strikke blog :-)Og udfordringen er så nu i disse novembernoter at fange noget i verden omkring mig, der ikke nødvendigvis har med strik at gøre. Og det er altså ikke lige smukt hele tiden. Mine muligheder?
En mørk forhave (ligesom i meget mørk forhave), en computerskærm, et kundemøde, en våd rygehave ved kontoret, en træt familie.. eller en selfie der er gavmild med de sorte render under øjnene.. nej, vel?Så det blev den våde have på min arbejdsplads..