Gå videre til hovedindholdet

At give slip og give det videre..

Det er en kamp. Både en indre og en ydre. Som en uløselig arbejdsopgave på overtid. At få givet det sidste videre til den unge mand. At manuducere, nuancere, belære, opmuntre og opfordre.. Jeg tror, det er forgæves lige nu. Det er nok mest for mig selv. For at overbevise mig selv om, at alt er sagt og gjort. Og hvis ikke før, så i hvert fald nu.. Altså alt det gode og det rigtige.. Mine sidste opdragelser. Før han skal klare det selv..

Jeg er træt af at høre på mig. Mon også han er? Jeg irriteres over mine talestrømme, men jeg kan ikke lade være. Måske prøver jeg bare at udskyde det. Udskyde den dag han skal det hele selv. Dér hvor han selv skal træffe de store beslutninger, uden 'forældremyndighedsindehaverne-skal-underskrive'. Det er det sidste strå jeg knuger min hånd om..

Jeg tror også det er svært fordi jeg ved, at han vil gøre tingene anderledes. Han vil træffe nogle andre valg, end dem jeg synes han skal træffe.

Og det er her mit rigtige arbejde er.

Et arbejde, der handler om at give slip og nyde at han kan selv, at han er sin egen og at han derfor beslutter ud fra hans eget hjerte - ikke mit. Og er det ikke også det jeg har forsøgt at lære ham?


Jeg bør løse den opgave. Og skåne ham og mig selv, for de sidste kramp-agtige opdragelses-forsøg. Dét løb er løbet. Dén opgave er løst. Og når han er ude af teenager-der-er-døv-for-hvad-mor-siger-tiden, kommer der nye og andre ting jeg kan bidrage med til hans liv. Lige nu er der ikke mere. Lige nu er der tilbage at give slip.



Jeg giver det videre

Til gengæld har jeg fået en blogaward jeg kan give videre. Hele to faktisk, eller egentlig den samme, men fra to forskellige gode bloggere: Moster Majas og HausFrauBlau.

Tak for dén og for opmærksomheden :-)

Men det er jo lidt svært, det der med blog-awards.. Jeg kan godt blive lidt stresset på den der: åh-nej-jeg-hader-kædebreve måden.. Er der nu nogen ønsker, der ikke går i opfyldelse? eller får jeg 7 ulykkelige år, hvis jeg ikke sender den videre med det samme? Eller bliver jeg uvenner med alle mine veninder?

Og det er jo slet ikke det, der er meningen med blogawards. Idéen med blogawards er god nok.. Til gengæld vil jeg gerne have lov til at give den videre, på min egen måde :-)

Og det er når jeg løbende linker til andre bloggeres blogs, til deres indlæg fordi de er suveræne eller inspirerende eller viden-givende eller det hele på én gang. Og så vil jeg gerne anbefale alle blogs i min læseliste i højremargen. Jeg har svært ved at sige min dag er omme, før jeg har opdateret mit liv her.
Også Moster Majas og HausFrauBlau er at finde i listen :-)

Kommentarer

  1. Uh- jeg tænker med gru på den der give slip opgave- at ikke blande sig- allerede nu har jeg svært ved at rumme Pernilles forfængelighed- hvad så med alle de andre betydelige ting... huh... nå men har læst at man kan opdrage til de bliver 6 år- så vi har lige et år mere at arbejde på... det skal være intensivt tror jeg... suk..
    (er spændt på om jeg kan kommentere her idag- for det er glippet de sidste par gange..)
    mht awards- pu ha- jeg har vist 4-5 stykker hvor den ækldste er flere år gammel- satser på et opsamlingsheat- en af dagene :-) og er iht dit indlæg superglad for at stå på din blogroll- :-) Hm sidder nu og tænker hvornår mine forældre gav slip- hmmm... nå Arbeit macht frei- siger lillehjernen...

    SvarSlet
  2. God opdragelses-arbejdslyst det kommende år :-)

    SvarSlet
  3. Du har sikkert allerede udrustet ham godt til at klare sig. Børn husker det, de lærte som små (ved at se forældrenes handlinger) - ikke det, de får fortalt som store.
    Jeg synes ihvertfald det er det, jeg har set omkring mig!

    SvarSlet
  4. Åh hvor har du altså mange bekymringer - og jeg forstå dig så godt (har selv haft 2 drenge teenagere) Mine er nu 29 og 32 og jeg er ked af at sige det, og du har måske hørt det før, men nu hører du det så igen!
    SMÅ BØRN SMÅ PROBLEMER, STORE BØRN STORE PROBLEMER og det er faktisk sandheden. Jeg synes ikke bekymringerne om ens børn forsvinder som de vokser op, de bliver bare anderledes.
    Men som jeg og andre siger til mig, så har du helt sikkert gjort det bedste du kunne og de fleste unger får heldigvis vinger der kan bære dem selv ;O)
    Vi bliver som forældre nød til at give slip og prøve at nyde de små store vi har sat i verden.
    Du får lige et mor til mor knus herfra!

    SvarSlet
  5. Mon ikke du allerede har gjort hele forarbejdet så han kan klare sig ? ;o)
    så han idag er i stand til at træffe de beslutninger der er rigtige for ham ?
    jeg forstår godt din usikkerhed - det er svært at holde is i maven ..
    opdragelse på nuværende tidspunkt har dog nok desværre modsat effekt :o(

    vedr. blog-awards, så er det vist et tveægget sværd. Jeg plaskede ud i det lige som jeg var startet og fik tildelt en award. Anede ikke hvad det betød eller indebar, og skyndte mig at udnævne 5 andre blogs, jeg havde fået øje på. Ikke at jeg tror de blev specielt glade ;o) og jeg fik også lidt den der kædebrevs agtige fornemmelse, som du beskriver.
    Du har helt ret - den bedste award/reklame vi kan give er at linke hos hinanden, og kommentere hos hinanden. Det gør det også lidt sjovere at være blog-læser.
    hilsen Mona

    SvarSlet
  6. Jeg har stadig forholdsvis små børn, men tænker lige som dig at indsatsen gøres, når de er små og så vælger jeg at stole på at de er rustet så godt at de kan træffe deres egne fornuftige valg:-)Men pu-ha processen med at give slip er svær!

    Med hensyn til blog-awarden er jeg ganske OK, med dit valg og begrundelse. Jeg har faktisk grublet en del over de her (kædebrevs-)awards, hvor jeg er nået til den beslutning, at jeg fremover hellere linker i mine indlæg til andre skønne blogs, men ikke længere er med på awarden-legen.

    KH Marianne

    SvarSlet

Tilføj en kommentar

Populære indlæg fra denne blog

Når en plagsom ryg ikke kan stå i vejen for éns vilje

Så - nu står de for døren. Feriedagene altså.. Og selv om ryggen lider stadig, så er glæden stor :-) For med feriedage følger: eget tempo, egne sager, gode sysler, dimsen rundt og strik. Og dejlige aftaler, ikke mindst. Og kun meget lidt pligter :-)

Og så har jeg jo fået en ny bedste ven: Kiropraktoren. Det har været (og vil fortsat nok også være) en pinefuld omgang, det bekendtskab. Men hun gør et eller andet, der trods alt giver mig håb om et liv efter denne plage..

Hun hiver og flår og får det til at sige knæk. Også steder, hvor man tænker det måske ikke skulle sige knæk.. Men det føles befriende. Det føles som vejen frem. Hun er så afgjort min nye bedste ven.


Lidt strik ad gangen..
Jeg strikker på Line Break.. Jeg er på maaange masker nu og jeg har kun en 60 cm pind.. Tænker lidt på om den vil briste? Jeg vil strikke forsigtigt og håbe på, at pinden er bæredygtig..
(Line Break havde jeg luret på et stykke tid, men det var Unikarinas helt vidunderlige udgave, der fik skubbet garnet p…

Hækle-fotos-spam eller hvordan hækleriet overtog den kreative tid

Jeg rydder lidt op i mine fotos.. og finder heri et mønster over min kreative rejse, der jo har været lidt mager, det sidste halvandet års tid. Og så finder jeg, at helt mager har den heller ikke været. Jeg har ikke strikket (så meget), nej - men jeg har hæklet :-)

Jeg var jo igang med det gigantiske projekt i vinter / forår 2015, der bestod af en ukuelig mængde af olde-firkanter. Kæmpe arbejde, meget garn, virkelig flot resultat.

Så blev det lige vasket før det skulle tages i brug - og med vasken fik jeg flere huller i tæppet, end der var før vasken.. meget ærgerligt..



Reparerede på det dog og bruger det i dag som sengetæppe - i gæsteværelset. Det skal lige nævnes at det lå i skammekrogen et halvt års tid, før jeg fandt stoppenålen frem.

Og som skulle jeg råde bod på miséren, så fortsatte hæklingen. Kan ikke rigtig helt gennemskue rækkefølgen, men jeg har produceret klude og håndklæder og endnu et tæppe. Og sat mig ind i bomuldsgarnets verden, jeg ellers hidtil har holdt mig lidt fra…

Novembernoter på falderebet

I følge min blog er november en meget kort måned. Sådan ca 4 måske 5 indlæg kort..Har søgt lidt desperat efter fotograferbare elementer omkring mig i disse dage. Og det har klart inspireret mig. Sådan ud i tanker om at alt man lægger ud vel ikke behøver at være lige smukt? For det er jo smukke billeder man normalt ønsker at dele på sin blog. Og naturligvis da. Især når det er en strikke blog :-)Og udfordringen er så nu i disse novembernoter at fange noget i verden omkring mig, der ikke nødvendigvis har med strik at gøre. Og det er altså ikke lige smukt hele tiden. Mine muligheder?
En mørk forhave (ligesom i meget mørk forhave), en computerskærm, et kundemøde, en våd rygehave ved kontoret, en træt familie.. eller en selfie der er gavmild med de sorte render under øjnene.. nej, vel?Så det blev den våde have på min arbejdsplads..