Sider

lørdag den 31. marts 2012

En tidlig start

Én af weekendens dage starter altid tidligt for mig. Jeg nyder det, for det jeg får med, er et stille 'hus', kaffe og avis i ro og mag, og selvfølgelig strikketid :-)

Dagen i dag startede tidligt. Og det er som altid Elvis, der får det til at ske..


Elvis er hunden og som hunde er flest, vil han meget gerne en tur ud i den friske luft, lidt tidligt på dagen. At han så går i seng igen, så snart vi er tilbage fra morgenturen - det er en anden sag! Han inkasserer sin sædvanlige nu-har-vi-gået-tur-godbid, strækker sig og melder ud, at han da lige trænger til en lur. Og så går han ind og ligger sig.

Jeg sidder tilbage og er blevet både vågen og frisk og klar til at tage hul på en morgen, med alt det jeg godt kan li..

I dag startede den kvart over syv. Og indtil nu har jeg nydt to kopper kaffe, læst tre artikler og strikket en pang!-orange stribe til Milles Striber :-) Alt i mens Elvis og ham den store og stærke sagte snorker i den anden ende af lejligheden..

Elvis er en dejlig hund.. Han er en Chorkie - en blanding af Chihuahua og Yorkshire Terrier. Han er stille, lettere lad, umådelig kærlighedsyg og følger helst én på gaden uden snor. Han er en mild dreng..

Men også lidt speciel. Fx:
Hver aften uden undtagelse, bliver han på én gang forundret og lettere fornærmet over, at der ikke dækkes op til ham ved middagsbordet.
Han er lettere træt af, at han skal indtage sin mad fra en skål på gulvet og uden bestik.
Han lader typisk som om han endnu ikke har fået sin godbid efter gåtur - indtil én til i familien forbarmer sig og stikker ham en godbid (mere).
Han ryger cigaretter i smug og nægter det hårdnakket, når vi konfronterer ham med det.
Han er lidt skuffet over, at han som det eneste barn i familien, endnu ikke har fået en mobiltelefon.
..og listen er meget længere..

Det er ikke så mærkeligt, at vi alle elsker ham.

onsdag den 28. marts 2012

En stribe i pang! Men...

...hvilken? Har foto-shoot'ed med de tre varianter mit lækre skab kan byde på:




Uhhh - det blir svært...

mandag den 26. marts 2012

Milles Striber - revisited

Ups! Der faldt lige et nyt projekt i hænderne på mig. Egentlig skulle jeg nusse og sortere i farver i mit nye favorit-skab derhjemme. I stedet greb jeg nogle lækre rester af Rasmillas Yndlingsgarn (i selv samme skab) og slog op til en ny variant af Lillesøsterkjolen. Og ja - igen er det til Mille og igen må der striber på :-)

(Sådan kan det gå, når der næsten er for meget inspiration :-)

Jeg har omregnet og regnet og ændret på opskriften i sådan en grad, at der snart må være tale om en ny opskrift :-) Hjemme hos mig hedder den Milles Striber.

Ud over garn, pindestørrelse, strikkefasthed, farver og lidt pasform er blevet ændret, så er mønsteret anderledes end den oprindelige. På denne variant laver jeg bl.a. perlestrik på kanterne: hals, ærmer og bund og jeg laver ikke den øverste del som et bærestykke. Nu er den mere som en simpel kortærmet kjole..

Lækre blide og lidt sarte farver, denne gang.. Tænker, at der godt kunne komme en stribe i pang! på et tidspunkt.. Den kunne være pink eller den kunne være orange..

Hmm.. Jeg må eksperimentere lidt.. IRL så det super ud med den orange, men tænker lidt, nu hvor jeg ser billedet, at jeg da skal kigge lidt nærmere på den pang!-pink.. Det kunne måske egentlig også være pang!-grøn, der skulle til?

Og så tænker jeg, at jeg vil sammenstykke mine notater, til en opskrift :-) Og det er sikkert og vist, at jeg skriver den ud fra Rasmillas Yndlingsgarn (dobbelt tråd) og pind 4,5. På denne kombi får jeg en strikkefasthed på 20 m = 10 cm.

Og det bliver ikke en Lillesøster, det bliver en Milles Striber :-)


fredag den 23. marts 2012

Modetøj og garn-grafitti

Kultorvet torsdag eftermiddag. Falder over noget, der kun kan gøre glad. Se her:


Skulle egentlig bare i Lagkagehuset og købe jordbærtærter, til fejring af én af mine medarbejderes fødselsdag. Men måtte foretage en overspringshandling, der har lidt at gøre med modetøj..

Ikke helt uden dårlig samvittighed, foretog jeg mine svinkeærinder. Men - alt gav mening tilbage fra modetøjsbutikkerne og hen over Kultorvet, i direkte linje mod Lagkagehuset: For synet af løssluppen garn og kreativitet gjorde mig glad, og retfærdiggjorde på et split-sekund mine omveje :-) Det var måske meningen, at jeg skulle have lov til denne glæde?

onsdag den 21. marts 2012

Lige i skabet

uuhhh.. jeg fik jo en af mine tavse drømme opfyldt i lørdags! Tavs, fordi jeg aldrig har sagt den højt. Drøm, fordi.. ja, det behøver jeg vist ikke at forklare :-) Se selv:


Skab til garn, med kig gennem glas :-) Hvilken fryd og herlighed! (I den kommende weekend vil jeg sortere lidt efter farve.. Garnet ligger nu kun efter garntype og -mærke :-)

Satte ved en tilfældig lidt ord på drømmen her i lørdags, og før jeg fik set mig om, havde ham den høje og stærke startet bilen :-) Så heldig har jeg lov at være. Og tidspunktet var vældig vel-valgt. For jeg havde brug for lidt forkælelse (og sådan et skab!! :-)

Line Break er færdig.. Jeg har gjort det lidt anderledes ifht opskriften: jeg HAR samlet de wrap'ede masker op :-) Det synes jeg altså er pænest.. Og så ved jeg godt, at det er meningen med de der lidt løbende maske-huller, men alligevel..



Jeg synes egentlig det er lidt kedeligt.. Men garnet er fantastisk, det svøber sig perfekt om én, det grafiske look er fedt og jeg har det på hele tiden :-) Så.. det sidder vist lige i skabet alligevel..

søndag den 18. marts 2012

Mohair'y

Har holdt mig langt væk fra mohair-garn, siden jeg i begyndelsen af mit strikkeliv, strikkede Trylletrøjen fra Sommerfuglen i mohair. Syntes det var besværligt og alt for behåret!

Men intet andet garn kan erstatte mohair-effekten :-) Så med Cecilia måtte jeg til det! Og det er mohair'y i en grad! Men til gengæld synes jeg det er ok, denne gang..

Er nået et stykke vej og nyder hver en pind på cirklen, der langsomt breder sig i omkreds. Dette er et godt strikketøj :-)

Er kun punktvis optaget af mit strikkeliv i disse dage.. Der er så meget action i mit liv for tiden, at jeg på den ene side er forhindret i total fordybelse, men på den anden side behøver det mere end nogensinde.. Strikkelivet er mit helle. Det er her, der ingen bekymringer er, men glæder, kreativitet og fornøjelser er der masser af. Kan strikke-livet bruges som en flugt fra virkelig-livet?

Er optaget af familie-livet. Og det er nødvendigt. Og da familien er det vigtigste for mig, er det også godt.
Det, altså familie-livet, gør krav på mig i en høj grad og udfordrer mine kræfter og mine følelser. Der er meget der skal arbejdes med. I relationerne og indeni mig.

Derfor er der kun glimtvis strikke-liv. Glimt, der oplader mig til alt det nødvendige og vigtige. For jeg skal oplades.. Jeg var ikke forberedt på det, der kræves af mig nu. Jeg var ikke forberedt på alt det en teenager kan vække og sætte i gang. Jeg var ikke forberedt - og må nu lære og håndtere og fatte, med ét skridt ad gangen og et bange og bankende hjerte..

 


tirsdag den 13. marts 2012

Hvorfor roser klær' mig bedre end plasticperler

Man kan altid forkæle øjnene med plasticperler i herlige farver.. Og forestille sig en frisk forårsdag til at lufte dem i.. eller få nogen til at lufte dem, velsagtens.. For jeg elsker plasticperlerne og snorene som de sidder på. Men plastic-smykker på mig, er ikke normal praksis..

Kæderne er fra forleden dag, hvor perlemageriet tog overhånd..


Men én ting er helt sikkert: Man kan altid pryde sig med roser. Pryde sig med glæden over de roser, der overbringes til en, uden nogen anden anledning end den, at man bare ér.. Jeg pryder mig med den kærlighed, de er overbragt med.. Det er smykker for mig :-)


fredag den 9. marts 2012

Mohair og luksus

Rigtig mange har været i Netto og købe Mere Feminin Strik. Langt de fleste af dem, har valgt at strikke Cecilia i farven som opskriften byder. En pæn stor del af dem har været i Sommerfuglen for at købe garnet... Derfor var der ikke noget tilbage, da min vej svingede forbi i går :-)

Det gjorde ikke så meget - for så købte jeg bare nogen andre ting, og fór så rask videre ud i byen. For mohair til Cecilia skulle jeg have indkøbt til weekenden.. Og det fik jeg :-)


Farven er perfekt! Og bedre end Nude fra Permin, som jeg synes er lige lovlig rosa (dén fra opskriften). Garnet blev shoppet hos Strikkeboden i Fiolstræde.

Projektet kræver en del maskemarkører, så jeg måtte supplere min beholdning (igen igen).. Denne gang fik jeg produceret i lidt tøse-farver, både fordi de er lækre og fordi det var en god dag at gøre dét på.


(Faktisk kammede min aften lidt over med perler-i-kæder-produktion.. men det er en helt anden snak..)

Jeg fik min dag i går..
..præcis som jeg ønskede den :-) Med systemet godt tanket op med piller og et smut forbi kiropraktoren, var jeg mere end klar til frokost på Europa, i fantastisk selskab med min sister sister. Og hvilken herlig eftermiddag vi fik.. Vi gør det for lidt (ikke det med at ses - men dét med at mødes i byen) - så der er faldet gensidige løfter om, at vi fremover må gøre det oftere.

Det er jo altså noget andet, end når vi er sammen omgivet af mænd, hunde og børn, og når vi selv skal fikse lækkerierne fra egne køkkener.

At mødes til frokost i byen og snakke og shoppe og drøfte modetøj, sammen med sin biologiske og sjælemæssige halvpart, uden forstyrrelser og afbrydelser.. Det er luksus!


tirsdag den 6. marts 2012

Når en plagsom ryg ikke kan stå i vejen for éns vilje

Så - nu står de for døren. Feriedagene altså.. Og selv om ryggen lider stadig, så er glæden stor :-) For med feriedage følger: eget tempo, egne sager, gode sysler, dimsen rundt og strik. Og dejlige aftaler, ikke mindst. Og kun meget lidt pligter :-)

Og så har jeg jo fået en ny bedste ven: Kiropraktoren. Det har været (og vil fortsat nok også være) en pinefuld omgang, det bekendtskab. Men hun gør et eller andet, der trods alt giver mig håb om et liv efter denne plage..

Hun hiver og flår og får det til at sige knæk. Også steder, hvor man tænker det måske ikke skulle sige knæk.. Men det føles befriende. Det føles som vejen frem. Hun er så afgjort min nye bedste ven.


Lidt strik ad gangen..
Jeg strikker på Line Break.. Jeg er på maaange masker nu og jeg har kun en 60 cm pind.. Tænker lidt på om den vil briste? Jeg vil strikke forsigtigt og håbe på, at pinden er bæredygtig..
(Line Break havde jeg luret på et stykke tid, men det var Unikarinas helt vidunderlige udgave, der fik skubbet garnet på pindene!)

Og så vil jeg meget gerne strikke Cecilia (Ravelry-link) af Lene Holme Samsøe nu! Har sukket efter den model, siden bogen udkom.
(Er ret vild med ThisLazaLady's udgave af Cecilia og også med Lykkefantens..)

Har aldrig fået bogen shoppet - men så ville skæbnen, at ham den store og stærke bar den hjem til mig i søndags, fra supermarked med netto-pris :-) Så heldig har man lov at være!

Så lur mig om ikke jeg finder vej forbi Sommerfuglen, til lidt mohair-shopping på torsdag, når den står på frokost-i-byen-med-den-dejligste-søster?

En plagsom ryg skal ikke holde mig fra alt, hvad der er godt, vel?

søndag den 4. marts 2012

Lagt ned

Jeg er lagt ned.. I en grad som min tålmodighed knap kan kapere og min virkelyst raser i frustation over, at jeg intet kan udrette..


Jeg er lagt ned af en ryg, der volder besvær, smerter og du-kan-ikke-foretage-dig-noget-hed..

Det passer mig ikke særlig godt. For jeg må yde, skabe, gøre noget. Jeg har en virkelyst ud over det sædvanlige og når jeg ingenting kan, mærker jeg det straks på humøret..

Og den der med: "Det er da vist meget godt for dig, at du får gearet lidt ned" er helt misforstået!

For jeg kan sagtens slappe af og hygge og foretage mig ganske lidt :-) Det ved I!
Jeg vil bare gerne selv vælge hvornår og hvordan - og meget gerne også uden det gør ondt..

Jeg ser den kommende uge liste sig ind på mig. Og jeg vil sætte min lid til, at ryggen vil arte sig..
For jeg trænger til en uge, som den jeg har planlagt for et stykke tid siden: 2 arbejdsdage, hvor jeg skal give den gas, efterfulgt af hele tre dages ferie. (Der er en stak feriedage, der jo skal afvikles før maj :-).

Så kom bare - ulidelige ryg-smerter - og fyr den af. Giv den hele armen, så vi kan få smerterne brugt op og ulideligheden afviklet! Jeg er nemlig ved at være mere end klar til et andet tempo!