Tænker over to udtryk, inspireret af morgenens cykeltur. Man kan blive 'båret af vinden'. Eller man kan blive 'kastet rundt af blæsten'. Jeg tror det sidste udtryk er det mest rammende, hvad angår morgenens cykeltur. Stormen er måske på vej?
Bliver i øvrigt kastet lidt rundt for tiden. Mest af teenage-sønnen. Og sådan mest følelsesmæssigt. Jeg tror han har gang i det, der hedder frigørelse. Hvad stiller man op med sådan en fase? Min store poetiske søn.. Jeg savner ham. Meget. For hans frigørelse for tiden, består mest i at han holder sig væk. Også når man beder ham om at komme hjem. Hvad stiller man lige op med det?
Jeg tænker, at det er godt, at han passer sin skole - selvom han overnatter hos venner. Og så kan jeg ikke rigtig komme på mere beroligende til mig selv. Det skulle da lige være, at jeg gjorde det samme da jeg var i hans alder. Jeg holdt mig også væk hjemmefra så meget som muligt. Jeg kendte også én, der boede uden forældre og hvor alle os i vennekredsen holdt til. Problemet er bare, at det ikke rigtig beroliger mig. For jeg ved, hvad vi fik tiden til at gå med. Og jeg ved, hvor lidt lektier, der blev læst. Og jeg ved måske alt for meget. Derfor synes jeg han skal komme hjem..
Jeg ser ham nok i morgen. Han tager jo nok også afsted igen. Hvem kan være forberedt på, at barnet bliver teenager? Hvem kunne vide, at det skulle føles sådan her? Hvordan kan jeg slippe ham?
Ikke alt kan planlægges, forberedes og styres. Jeg må prøve, at tage tingene som de kommer. Mærke følelserne, når de er der. Husk at kramme ham, når jeg kan. Altid lade ham mærke, at jeg elsker ham.
Jeg kan ikke lide, at blive kastet rundt. Jeg vil hellere lade mig bære lidt af vinden.
Jeg tænker, at det er godt, at han passer sin skole - selvom han overnatter hos venner. Og så kan jeg ikke rigtig komme på mere beroligende til mig selv. Det skulle da lige være, at jeg gjorde det samme da jeg var i hans alder. Jeg holdt mig også væk hjemmefra så meget som muligt. Jeg kendte også én, der boede uden forældre og hvor alle os i vennekredsen holdt til. Problemet er bare, at det ikke rigtig beroliger mig. For jeg ved, hvad vi fik tiden til at gå med. Og jeg ved, hvor lidt lektier, der blev læst. Og jeg ved måske alt for meget. Derfor synes jeg han skal komme hjem..
Jeg ser ham nok i morgen. Han tager jo nok også afsted igen. Hvem kan være forberedt på, at barnet bliver teenager? Hvem kunne vide, at det skulle føles sådan her? Hvordan kan jeg slippe ham?
Ikke alt kan planlægges, forberedes og styres. Jeg må prøve, at tage tingene som de kommer. Mærke følelserne, når de er der. Husk at kramme ham, når jeg kan. Altid lade ham mærke, at jeg elsker ham.
Jeg kan ikke lide, at blive kastet rundt. Jeg vil hellere lade mig bære lidt af vinden.
Åh din stakkels teenage-mor, hvor jeg føler med dig. Men du må tro på at alt nok skal gå, hvis han "bare" har fået gode værdier med i rygsækken kan det ikke gå helt galt.
SvarSletSom lærer til lige præcis den aldergruppe, ved jeg at det er vigtigt for ham, at han ved at du er der og at du lader ham blive "stor". Gør som du gør, giv ham masser af kram og kærlighed når du kan og ikke konstante formaninger - jeg tror I begge er på rette vej.
Knus til dig og god weekend
Uha en teenager i huset ..
SvarSlet@Kirsten: Tak for dine ord..
SvarSlet